dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Elever i Københavns Sydhavn skal have kompetencer til at forbedre bydelen

Forskerhold involverer børn og unge fra socialt udsatte boligområder i byudvikling

KØBENHAVN: Et forskerhold fra Aalborg Universitet rykker ud i et boligsocialt område i Sydhavnen, hvor kommunen skal i gang med en byfornyelsesindsats, oplyser Københavns Kommune. Det sker som et led i et stort treårigt forskningsprojekt, som bl.a. skal finde svar på, hvordan børn og unge kan uddannes til at være med til at løse byens komplekse problemer.

Projektet tager afsæt i et samarbejde mellem projektkoordinator i Borgercenter Børn og Unge Anna Lindendoff Elming og Rikke Magnussen, lektor i digitalt læringsdesign fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet i København.

I 2015 gennemførte de projektet Byen på Spil, hvor elever fra Kirsebærhavens skole i Valby arbejdede med at udvikle ideer til kommunens fornyelse af boligområdet omkring Folehaven ved hjælp af bl.a. computerspillet Minecraft. 

Siden er konceptet fra Byen på Spil blevet også udbredt til Nordvest, hvor børn og unge på to skoler i udsatte boligområder er med til at udvikle deres bydel i samarbejde med kommunens byplanlæggere og arkitekter.

Et forskerhold fra både tekniske og humanistiske fakulteter på Aalborg Universitet med Rikke Magnussen i spidsen bygger nu videre på erfaringerne fra Byen på Spil i et nyt stort projekt, hvor forskning, praksis og uddannelse går op i højere enhed.

Projektets mål er nemlig at danne et nyt forskningsfelt, baseret på såkaldt ’fællesskabsdrevet forskning’. Det er en forskning, som bygger på samarbejde mellem borgere, kommunens praktikere og forskere, og som udføres og bruges i fællesskab med brugere uden for forskningsverdenen.

Forsker sammen
Derfor rykker forskerholdet i løbet af 2018 ud til Københavns sydvestkvarter, hvor kommunen skal i gang med en byfornyelsesindsats. Her skal forskerne sammen med lærere og elever på den lokale folkeskole og fagfolk fra Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen i første omgang kortlægge og blive klogere på de store problemer i området.

På den baggrund skal forskerne i samarbejde med skolens lærere skabe et undervisningsdesign, som skal bruges til at klæde eleverne på med kompetencer til at komme på ideer og løsninger til udviklingen af deres eget boligområde. Det skal de blandt andet gøre ved at arbejde med datadokumentation og ved at udvikle digitale og fysiske modeller af deres fremtidige bydel.

Forskerne skal fx hjælpe med at få måleudstyr ind i undervisningen, så eleverne kan dokumentere og måle på forskellige forhold i deres eget boligområde. Med sensordata kan de fx tracke, hvor der er liv og lys, og hvor der er helt dødt og mørkt i området. De kan også sætte sensorer på sig selv for at måle, hvordan deres krop reagerer ved at gå rundt i området.  

Børnene er eksperterne
Ifølge Rikke Magnussen er børnene og de unge er meget motiverede for at arbejde med at omsætte deres viden og være med til at udvikle deres bydel.

- I vores surveys fra tidligere projekter kan vi se, at de bliver opmærksomme på, at de er eksperter på deres eget område. De finder ud af, hvor meget viden, de har, og de begynder at få en mening om deres lokalområde. Men vi kan også se, at det er svært for dem at få reel indflydelse på forvaltningsniveau i byfornyelsesprocesser, siger Rikke Magnussen, som håber, at projektet kan give et bud på, hvad der skal til for, at børnene og de unge kan formidle deres viden på en måde, som kan bruges i forvaltningens byfornyelsesprocesser.

Anna Lindendoff Elming er med ombord som projektkoordinator på projektet og sidder desuden i projektets styregruppe. Hun er begejstret over, at Byen på Spil nu bliver løftet op i stor skala.

- Hidtil har BBU Brønshøj-Husum-Vanløse og BBU Vesterbro-Valby-Kgs. Enghave frikøbt Rikke Magnussen til at være med i Byen på spil. Men vi får virkelig noget tilbage nu, hvor Aalborg Universitet kommer med hele kavaleriet af forskere og kloge mennesker, som kommer til at give os vigtig ny viden og metoder til, hvordan vi bedst klæder børn og unge på med kompetencer til at løse komplekse problemer fra den virkelige verden.


 Læs mere om projektet.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.